Croquis – Hvorfor?
En af mine medtegnere sagde engang: ”..Jeg kunne ligeså godt tegne støvsugere…” – Det er selvfølgelig noget forfærdelig vrøvl, ellers ville der vel være en kødrand af tegnere uden for Skousens udstillingsvinduer. Men hun sagde det vel for at lægge afstand til alle ”lumre” forestillinger, man kan formode eksisterer rundt omkring.
Men selvfølgelig er det ikke ligegyldigt hvad man tegner, man vil selvfølgelig gerne synes ens motiv er spændende og vedkommende. Det gør det jo ulige nemmere at fastholde interesse, motivation og koncentration, når man finder motivet fascinerende, interessant og smukt.
Og det gør – i hvert fald for mig – menneskekroppen i særklasse.
En fantastisk variation af stillinger, former, linier, udtryk og skønhed.
Croquismodeller er som regel ikke klassiske skønheder – til gengæld langt mere interessante og – igen efter min mening – smukkere. Ikke disse ensartede og standardiserede ”metervarer”, som ellers præsenteres i bladene (stærkt hjulpet af Photoshop). Nej! Her møder man individuelle kroppe, præget af det liv de lever, deres alder og deres personlighed. Nogle evner at indtage stillinger, der skaber de smukkeste linier. Nogle har smukke, fyldige former (her er overslankhed ikke et plus!). Mange har en tilgang til modeljobbet, som skaber glæde og latter, og aldrig har jeg mødt en model, der ikke dybt seriøs forsøger at skabe stillinger, som er spændende at tegne.
Mange fordomsfulde ville formentlig forundres, hvis de overværede en croquistegnesession. Når tegneriet går igang sitrer luften af koncentration. Kun sjældent har nogen overskud til en bemærkning – man har nærmest en fornemmelse af, at ingen trækker vejret før æguret lyder og markerer, at den tid stillingen har været holdt nu er slut.
Helt forunderligt er det så at se de forskellige tegninger – vidt forskellige tegnestile og fortolkninger – de færreste laver tegninger, der er tænkt som billeder til fremvisning. De repræsenterer øvelse og nydelse af processen – ikke desto mindre rummer mange af dem en nerve og sensitivitet, der langt overgår mange ”færdige” tegninger.